Årsberetning for FK73 – Kragelund MOTION 2016
2016 har været et på mange måder fint år for afdelingen. Vi har været over 50 aktive fordelt over både cykling, svømning, løb, triatlon og friluftsliv.
Følgende aktiviteter har vi gennemført i løbet af året:
Svømning i Kjellerup svømmehal. Som forening kan man ansøge om tider i svømmehallen og vi fik igen i år tirsdag aften fra 21-22, torsdag aften fra 21-22 og lørdag formiddag fra 10-11.30. Alle træningsaftener/dage stiller vi selv med livredder/bademester. Tirsdag har det været Ib Uhrenholt og torsdag/lørdag Caper Andersen – tak til jer for at tage den tjans. Der er ca. 10 faste svømmere og der er god mulighed for at blive en bedre svømmer, da der også er meget tekniksnak imellem banerne ;o)
Løb fra Brugsen. I 2016 er vores løbecoach Lis Lysdal blevet videreuddannet og hun inviterede til løbeskole i 2016. Det blev en velbesøgt succes, med en ny gruppe løbere, som sluttede forløbet af med at gennemføre en 5 km rute.
Cykling fra skolen. Som udgangspunkt ville vi fra sæsonstart igen gerne køre på 3 hold med forskellige hastigheder. Holdkaptajn Lars Haarup styrede hold C og her var mange nye ryttere, de fleste piger, som kørte regelmæssigt gennem sæsonen, afsluttende med at køre Grand Fondo Munkebjerg v/Vejle, som en god oplevelse. Holdkaptajn Henrik Andersen styrede hold B (og A). Her var forårssæsonen klart bedst besøgt, hvor mange af rytterne trænede til Hærvejsløbet. Her var der 12 tilmeldte ryttere fra Kragelund motion til at køre de 270 km fra Flensburg til Viborg. Det blev en våd tur og desværre med et uheld, som gjorde at 2 af vores ryttere måtte udgå. Ellers har vi deltaget i en række cykelløb i foråret og generelt haft en god sæson.
Triatlon er blevet en selvstændig gren af Kragelund motion. 5-6 meget seriøse udøvere havde i 2016 det primære mål at gennemføre en ½ ironman i Silkeborg. Dette lykkes flot for alle og næste hovedmål for de skarpeste er en hel ironman i 2017 i København.
Friluftsliv er en hel ny aktivitet, som tilbyder gode oplevelser i naturen. I 2016 har det været MTB ture, svømning i søerne, fugleture og gå ture.
Alle aktiviteter kører uden udgifter til livreddere, holdansvarlige, instruktører, halleje m.m. Tak til de medlemmer, som gør en stor indsats for at dette kan lade sig gøre. Derfor kan vi holde kontingentet nede på symbolske 250 kr.
På udvalgets vegne
Morten Uhrenholt
Formand, Kragelund motion