Et helt almindelig og godt år i motionsafdelingen, som tæller både cykling, løb og svømning. Vi har igennem året haft 35 medlemmer af FK Motion.

Løbeture og cykelture er altid med udgangspunkt fra Købmandens p-plads. I år har det desuden være med deltagelse i forskellige spændende motionsløb.

Svømning er i Kjellerup Svømmehal. Fra september og vinteren igennem er der en mindre gruppe som svømmer tirsdag og torsdag aften kl. 21-22. Om sommeren har vi mulighed for at svømme mandag kl. 19 i Kragelund svømmebad.

Vi har desuden også i cykeldelen fundet et godt koncept med ”social rides” hvor alle på tværs af alle 3 hold cykler længere ture. Fremadrettet skal vi helt klart have flere af disse arrangementer. I år gik turen rundt om Ringkøbing fjord d. 31. august. En social ride afsluttes altid med noget godt at spise. Igen i år var forplejningen fra vores service crew helt i top – tak for det!

Cykeltræningen i sommerperioden styres suverænt at vejkaptajnerne Henrik Andersen og Lars Haarup. Igen i år med en stabil gruppe ryttere, som mødte op til træningsaftenerne. Stor tak til Henrik og Lars for ruteplanlægning – og forplejning på turene!

Sæsonafslutning for cykling blev ”fejret” d. 9. oktober med en lille cykeltur, der endte på Bøllingsø Bryghus med stegt flæsk og persillesovs. Måske starten på en tradition.

Endelig var 2024 sæsonen, hvor vi alle fik nyt cykeltøj. KÆMPE tak til vores sponsorer, som gav et bidrag til det lækre tøj: Bikeworld, EMR, FK Fitness, Timms Maskinfabrik, SOS og MIN Købmand, Kragelund.

Fremadrettet kommer 2025 til at byde på et kæmpe togt til Dolomitterne i efteråret. Pt. har 16 ryttere vist interesse i en fælles ”social ride” rundt i det italienske cykelterræn. Det bliver spændende.

/Morten Uhrenholt